af Ditte Young
Opdateret 7. december 2023
Jeg blev i dag spurgt af nogle piger, som skriver en skoleopgave, hvad der skulle til for at skabe ordentlige forbilleder i hestebranchen i forhold til dyrevelfærd. Og om dyrlæger kunne være nogle af dem.
Det var da et virkelig relevant og godt spørgsmål, så jeg vil nu dele mit svar med jer her.
Jeg mener ikke, at dyrlægerne kan være forbilleder i sporten, så længe de ikke sætter sig ind i rytterpåvirkningen af hestene, men kigger på symptomerne.
Mange af dem ved udmærket godt, hvad det betyder, at hestene skal gå med udstyr på. De ser også konsekvenserne af hård brug af dette. Hvis de skal gøre noget, så håber jeg, at de vil blive hørt, når man fremover skal kigge på, hvad der skal til at bedømme en hest og rytter, hvor hesten også er en glad atlet.
I mit arbejde som kranio-sakral terapeut er jeg blevet noget overrasket over at indse, at de heste, der IKKE fejler noget som helst, heller ikke har rytter på.
Det er en interessant observation at mærke og se, at deres bindevæv og muskler er fuldstændig afslappet og afspændt. Hvorimod alle de heste, jeg behandler, der har rytter på, ofte er skæve, har låsninger, er ekstrem spændte og næsten føles som beton hen over ryggen.
Det betyder blot, at hestene påtager sig rigtig mange af rytternes mønstre. Det være sig vægtbæringen, hånden, schenklerne og også deres energi.
Efter en meget hård dag, hvor du måske er ked af det eller i dårligt humør, hjælper det altid at komme ud til din hest.
Den beroliger dig, den gør dig også i bedre humør. Men hvad du måske ikke ved er, at den også tager din energi. Som en anden stor badesvamp står hestene og suger al energi til sig. Både fra andre heste, fra naturen, men også fra deres mennesker og alle de andre. Det er derfor, at jeg gentagne gange beskriver vigtigheden af, at der er god stemning i staldene.
For at hestene kan komme af med den energi, som de har påtaget sig, må de restituere udenfor. De kan ubevidst sende den dårlige energi ned i jorden. Og hvis de er i fred, kan de genfinde deres egen balance og vægtbæring, men det tager tid. Det tager mere end 2 dages fri på folden.
Det betyder, at jeg inderligt beder til, at alle hestemennesker derude ved, at jeres heste fortjener, at I er i balance, i godt humør og har en god energi, når I kommer dem i møde.
Idolerne er ofte dem, som vinder noget.
Danmark gør det jo godt. Vi har dygtige ryttere, der vinder mange medaljer. Men hvis vi skal have nogle ordentlige forbilleder, så kræver det også efter min mening, at de skal bedømmes anderledes.
Det kan godt være, at de dygtigste ryttere kan få det til at se nemt ud. Men det er det ikke for hesten. De har trænet og trænet for at kunne udøve de øvelser gentagne gange. Ikke alle gange er det gået så fint, som I ser det til stævnerne.
Jeg har overhørt en del professionelle ryttere og trænere sige: ”Hesten kan ikke finde ud af det” eller ”Hesten forstår det ikke”.
Og hver gang har jeg tænkt, at hvis de siger sådan, så må de også tro på, at hesten forstår et eller andet fra deres mennesker.
Men den anden side af det er, at det sådan set ikke er hesten, der ikke kan finde ud af det. Det er rytteren!
Mit kommende forbillede vil være en rytter, der ved, at hesten har en personlighed. Med den følger en adfærd, som den skal hjælpes med, så den altid har det nemt og er tryg.
En eminent rytter vil forstå, at hesten arbejder for rytteren og derfor har brug for en meget stor motivation for at være en glad atlet og ikke én, der bare følger med, fordi den ikke kender andet.
Hestens motivation er den kærlighed, den mærker fra sin rytter og en viden om, at den er kommet for at blive, fordi den dermed er tryg.
𝑻𝒓𝒚𝒈 𝒎𝒆𝒅 𝒔𝒊𝒏 𝒓𝒚𝒕𝒕𝒆𝒓, 𝒕𝒓𝒚𝒈 𝒎𝒆𝒅 𝒔𝒊𝒕 𝒉𝒋𝒆𝒎 𝒐𝒈 𝒕𝒓𝒚𝒈 𝒔𝒂𝒎𝒎𝒆𝒏 𝒎𝒆𝒅 𝒔𝒊𝒏𝒆 𝒗𝒆𝒏𝒏𝒆𝒓.
Men så længe vi køber og sælger heste som slaver i denne her branche, bliver der slet ikke kigget nok på, hvad det betyder for en hest at flytte.
Det vil sige, at endnu et krav til et forbillede for mig, er en rytter der køber sin hest, træner sin hest med positiv forstærkning og aldrig nogensinde sælger den igen. Fordi den netop er en ven og ikke et middel til målet, der er penge værd.
Det er klart, at der er nok at gå ombord på i hestebranchen i øjeblikket.
Jeg har hørt, at flere af de større instanser går sammen for at skabe mere dyrevelfærd i landet. Men jeg håber også, at de vil kigge nøje på, om hestene er fysisk klar til de opgaver, som de bliver bedt om.
Jeg håber også, at de fremover vil gå op i, om hestene ser glade ud i øjnene, når de skal lave noget, eller om de ser lukkede og slukkede ud.
Det kan godt være, at du der læser med, ikke kan telepatere.
Men jeg ved, at du kan SE på en anden sjæl, om han eller hun er glad eller ej.
Så stol på det. Og lad os se nogle flere glade heste derude i fremtiden.
𝓚æ𝓻𝓵𝓲𝓰𝓼𝓽
𝓓𝓲𝓽𝓽𝓮 𝓨𝓸𝓾𝓷𝓰 ❤️
Jeg har lavet en række online kurser, hvor du får hjælp til nogle af de mest udbredte adfærdsproblemer, jeg møder. Du finder også online kurser, hvor du lærer at telepatere med dit dyr for bl.a. at opdage, om det har ondt, om det har chok og traumer – og ikke mindst, hvad du kan gøre for at hjælpe dyret.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag gratis adgang til minikurset “Dyrs personlighedsprofiler og adfærdsproblemer”