Du er din rytters terapi. Er hun din glæde også? Spørger jeg hende om.

”Jeg forstår hvad hun mener med terapi, men det er ikke så simpelt sat op som i ét ord. Vi er HINANDENS. Vi læner os ind i hinanden og nyder godt af det. Vi kan bare VÆRE. Uden så meget andet. Hun læner sig ind i mit energifelt og jeg læner mig ind i hendes. Og så smasker jeg, når jeg mærker, at hun trækker vejret og slipper spændingerne. Jeg overtager ikke hendes spændinger. Derfor er jeg ikke hendes terapi. Men jeg står ved siden af hende, mens hun forløser dem. Og når hun forløser hendes, så forløser hun også mine. Derfor er vi også SPEJLET, som du jo så fint beskriver i din anden bog ”Hvad hvisker hesten”.

”Og kærligheden vokser imellem os. Båndet vokser imellem os. Derfor er vi hinandens” siger hun.

”Ja hun er også min glæde. Men i den sætning ligger der også det i det, at hvis hun ikke var der, så ville jeg ikke være glad. Og sådan hænger det ikke sammen. Hun er en ekstra i min hverdag. Hun er en bonus i mit liv. Men jeg er glad uanset hvad. Det kunne i mennesker lære så meget af Ditte. At hvile så meget i sig selv, så alt andet omkring en bliver en bonus. Krymmel på toppen af kagen. Og når man er to hele individer som går sammen, så kan man bare VÆRE.
Så skal den ene part ikke præstere overfor den anden part. Det ville give en ubalance. Nogle ryttere er så afhængige af deres heste, så de vitterligt tror, at de ville dø, hvis hesten døde fra dem. Men det som de ikke indser er, at hesten er med til at udfylde et tomrum inde i dem, som de vitterligt selv burde være i stand til at udfylde. Hestene gør det selvfølgelig med glæde, fordi at de healer. Fordi at de mærker, at der er brug for kærlighed. Fordi at vi er kærlige væsener. Men det fordrer stadig til en større balance, end hvad man bare lige tror, at der er. Hvis vi som heste skal have det samme ud af jer mennesker, så skal i hvile ligeså meget i jer selv, som vi gør” siger hun.

Men ikke alle heste hviler i sig selv jo, siger jeg undrende.

”Jo de gør Ditte. Men de kan opleve ting i deres liv, som er menneskeskabte som gør, at de bliver usikre og så hviler de ikke i sig selv længere”.

Men hvad med jer som er født Sensitive? Det er i vel af en grund? Spørger jeg hende om.

”Det er vi for at lære noget i denne her verden, ligesom jer. Men vi er også en gave til jer. I at i kommer mere i kontakt med jeres følelser. I forstår det ikke endnu. Det er dét som vi er sat på jorden for. Engle med fire ben, som vogter over jer og som ønsker samværet med jer, fordi I ikke selv orker samværet med jer selv”.Jeg er helt mundlam….. Jeg skal lige trække vejret i nogle minutter før jeg går videre. Det er simpelthen så spirituelt det hun siger og samtidig også så logisk…..